VEDTÆGTER FOR FORENINGEN PROJEKT U-LANDSHJÆLP TIL SELVHJÆLP.
§ 1. NAVN OG HJEMSTED
Foreningens navn er: PROJEKT U-LANDSHJÆLP TIL SELVHJÆLP. Foreningens hjemsted er den til enhver tid siddende formands.
§ 2. FORMÅL
Foreningens formål er at formidle hjælp til selvhjælp i ulande, at give konkret støtte til kvindegruppers egne bestræbelser for at forbedre deres tilværelse. At give støtte til uddannelse af kvinder. At støtte arbejdet blandt gadebørn. At modtagerne bliver selvhjulpne. Hjælpen formidles fortrinsvis gennem kristne kvindegrupper, men aktiviteterne skal være tilgængelige for alle, uanset stamme- og religionsforhold.

§ 3. MEDLEMMER
Alle enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.m. kan blive medlem af foreningen.
§ 4. GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er den øverste myndighed i alle foreningens anliggender. Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert medlem. Foreninger, organisationer m.m. har kun 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Generalforsamlingen afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og indkaldes skriftlig til de enkelte medlemmer og organisationer m.m. med mindst 14 dages varsel.
Generalforsamlingen skal have følgende dagsorden.

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Aflæggelse af det reviderede regnskab
  4. Valg til bestyrelsen (3 personer)
  5. Valg af suppleanter til bestyrelsen (2 personer)
  6. Valg af revisor
  7. Indkomne forslag
  8. Eventuelt

§ 5. BEHANDLING AF FORSLAG
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan ske, når et flertal i bestyrelsen ønsker dette, eller når 1/3 af medlemmerne skriftligt fremsætter ønske herom. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt til de enkelte medlemmer og organisationer m. m. med 14 dages varsel.
§ 6.BESTYRELSEN
Bestyrelsen består af 5 – 9 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 3 år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med valg af:

formand,
næstformand og
sekretær

som udgør foreningens forretningsudvalg. Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden sammen med 2 bestyrelsesmedlemmer. Det er bestyrelsen, der fastsætter kontingentet for medlemmer og organisationer.
§7 VEDTÆGTSÆNDRINGER
Vedtægtsændringer skal vedtages med mindst 2/3 flertal af de til generalforsamlingen fremmødte medlemmer.
Forslag til vedtægtsændringer skal fremgå af indkaldelsen til generalforsamlingen, og skal derfor være bestyrelsen i hænde senest den 1. januar.
§ 8. FORENINGENS OPHØR
Forslag til foreningens ophør skal vedtages med mindst 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen. Hvis ophør vedtages, skal beslutningen prøves på en ekstraordinær generalforsamling, som skal afholdes senest 30 dage efter første vedtagelse. På denne ekstraordinære generalforsamling gælder almindelig stemmeflerhed. Af indkaldelsen til denne generalforsamling skal det klart fremgå, at forenings ophør er på dagsordenen.
Ved foreningens ophør, skal dens midler overdrages til beslægtede organisationer i Danmark, bestemt af sidste ekstraordinære generalforsamling.

Vedtægter med ændringer godkendt på den ordinære generalforsamling 26. marts 2011.