Kære allesammen.

Formandsberetning   i PULS den 16. marts 2019.  Dette er min femte beretning som formand for Projekt Ulandshjælp til Selvhjælp.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke medlemmer og ikke medlemmer, som har støttet økonomisk og takke vores partnere i og uden for bestyrelsen for et virkeligt godt samarbejde. Vi glæder os over, at projektets arbejde er respekteret både i Tanzania og i Danmark.

PULS har et stabilt medlemstal med ca. 400 i hele landet,  desuden støtter to danske kirker i Sydslesvig, PULS har en sund økonomi takket være mange sponsorer blandt andet KFUM og Afrika Genbrug i Haderslev, firmaet VM Tarm, Sct. Nicolai Genbrug i Rønne, Ydre Missions basar i Esbjerg, Videbæk Kristne Friskole og Skipper Clement Skole i Ålborg. Mange enkeltpersoner har give store gaver og desuden har PULS fået testamenterede gaver fra afdøde medlemmer.

Centerskolen i Sakina ( HSH).

2018 har været et vanskeligt år for HSH skolen. To ledende medarbejdere er blevet afskediget og retsforfulgt på grund af økonomisk svindel. Det har påvirket skolens drift og antallet af elever. Udenrigsministeriet og DMRU har været orienteret siden vi i PULS fik kendskab til uregelmæssighederne.
På trods af disse oplevelser har vi fejret skolens 25 års jubilæum på vores tilsynsrejse i oktober november 2018. PULS har givet skolen 1 år til at få rettet op på situationen og få orden i sagerne. PULS støtter fortsat de fattigste elevers skolegang.
HSH skolen har fået ny koordinator og regnskabsfører, som vi håber er deres opgaver voksne.

Majengo House. (Teddys school)

Teddys School har nu haft sit tredje år som en selvstændig organisation, der selv ejer skolebygningen. På Teddys kontor, kunne hun stolt fremvise en mappe til PULS. Den indeholdt et kopi af alle dokumenter vedrørende overdragelsen af bygninger og jord, samt en oversigt over hvem, der havde betalt hvad. Bygningen med tilhørende jord er nu 200. mio. tz. Sh. værd (ca. 565.000 d.kr) Normalt skulle Teddy have udredt 22. mio. tz.sh. i skat, men hun slap med 2 mio. tz.sh. da hendes organisation er en anerkendt velgørende institution.

I et af klasseværelserne var der etableret en kæmpestor seng til 10 små pus på 2 år, når de mangler en lur. Det er en meget solid seng, hvor der er tremmer for, så børnene ikke kan falde ud. Denne seng og nye gode solide bittesmå stole er doneret af Skipper Clement skole i Ålborg.

Videbæk Kristne Friskole havde indsamlet og doneret et større beløb til en social fond til skolen, hvilket Teddy naturligvis blev meget taknemmelig for.

FGM projektet (2015 – 2018) I 2018 afsluttedes projektet med en evaluering. Denne viste, at de var meget engagerede i alle tre projekter –FGM, VSLA og hønsehold. De var meget glade for og inspirerede af hinanden. For flere år siden var de stoppet med at

omskære de små pige, havde indført en alternativ rite og var nu i fuld gang med at give deres nabobyer oplysning og støtte til at stoppe FGM. VSLA kurset havde givet dem mulighed for at supplere husstandsindkomsten. Nu havde de fået råd til at give deres børn bedre mad og sende dem i skole. Hønseholdet er det sidste, de har modtaget kursus i. Først byggede de hønsehuse, så fik de hønekyllinger og senere en hanekylling. De takkede meget for projekterne og den viden, de har fået.

FAYOWODO er et nyt FGM projekt, der bygger på de indhøstede erfaringer fra foregående projekt.  Det nye projekt lige startet og løber indtil december 2021. De 5 gamle grupper vil blive inddraget i oplæringen af de 16 nye grupper.

KIWAKKUKI (2014 – 2017) Rombo Distrikt. Nyt projekt med Superfarmere. 1. juli 17. – 30. juni 2019.

PULS har i samarbejde med vores lokale syd partner søgt og fået et mindre landbrugsprojekt i Rombo Distrikt. DMRU har bevilget en to årig forlængelse fra juli 2017 til 30. juni 2019.

Det specielle ved dette projekt er, at undervisningen af de lokale bønder foregår gennem de såkaldte superfarmere, der er særligt dygtige bønder, der er oplært i det tidligere projekt. Det vil sige, at undervisningen foregår gennem ” bonde til bonde” oplæring. Projektet kan derfor gøres meget billigere end det oprindelige projekt, hvor underviserne var agronomer, der havde lang og dyr transport. Projektet, der slutter til sommer er ved at blive evalueret ved ekstern evaluator, og planen er, at skal yderligere spredes til et naboområde, der hedder Mamsera.

Metoderne er de samme: tilpasset landbrugsteknologi, spare/ låne grupper, oplysning om HIV og AIDS, træning i rettigheder og relevant lovgivning samt lederudvikling inden for bondegrupperne og træning af facilitatorer, de såkaldte superfarmere, der kan fortsætte træning i tilstødende landsbyer. Landsbyledere, distriktsledere og ansatte landbrugsrådgivere involveres og trænes, så de bedre kan bidrage til at forankre resultaterne til gavn for bæredygtighed.

Filmen. Egon Rix og hans bror Palle Rix har optaget en film om projektet om superfarmerne, så PULS kan dokumentere strategien med Hjælp til Selvhjælp. Filmen er endnu ikke tilgængelig, da fremstillingen er baseret på frivillig og gratis arbejdskraft. Filmen kan bruges både i Danmark og i Afrika.

Landbrugsprojekt i Likamba. (September 2016 – august 2020) Dette projekt kører helt efter bogen. For at sikre kontinuiteten i oplæringen og spredningen har vi allieret os med de lokale præster i Likamba. Aftalen er, at kirken skal tage over, når RECODAs agronomer stopper i 2020, og superfarmerne skal tage over.

PULS og VM Tarm startede i 2016 et lille pilotprojekt i Likamba. Denne gang meldte bønderne sig frivilligt, da de havde set, hvadprojektet indebar af muligheder. Dette projekt er blevet udvidet med 2 landsbyer og forlænget til 2020 med støtte fra DMRU.

Undervisningen vil dermed foregå i 4 landsbyer med to grupper på hver 35 bønder i hver grupper. Så i alt 280 personer fra hver deres husstand bliver oplært. Alle skal være over 18 år, alle fattige, men med jord. Mindst 50 % af deltagerne skal være kvinder. Hver deltager skal forpligte sig på at oplære mindst 3 andre bønder, så optimalt 1120 husstande får gavn af undervisningen. RIPAT bønderne skal give bananstiklinger og såsæd gratis til dem, de underviser.

Bønderne vil blive præsenteret for mange forskellige muligheder og metoder i forhold til afgrøder, husdyrhold, økonomi, vandopsamling og træplantning, og dermed kan de se en udvej fra fattigdom.

Solar cooker. PULS har etableret et lille pilotprojekt i samarbejde med Henrik Kähler. Han havde ideerne og PULS havde kontakterne. Målet er at udvikle et solkomfur, der er så attraktivt for befolkningen, at mange vil udskifte bål med sol, hvilket er bedre både for deres helbred, miljø og økonomi. I samarbejde med lokale afprøves den nye teknologi, så modellen kan tilpasses lokale forhold.

Afslutning.

Vi arbejder fortsat på at nedbringe vores udgifter til trykning af nyhedsbreve og porto. Det har været en rigtig god hjælp, at vi har fået så mange nye e-mail adresser. Tak for det.

PULS har en stærk folkelig forankring i Danmark, det er vi meget stolte af. PULS præsenterer strategien Hjælp til Selvhjælp. Vi støtter afrikanernes egne bestræbelser på at klare sig selv.

© Copyright - PULS