I 2015 besluttede FNs medlemsstater at udvikle bæredygtige verdensmål. På denne måde forpligtede medlemslandene sig på at udvikle en dagsorden af bæredygtig udvikling over de næste 15 år indtil 2030. Planen er en helhedsplan, hvor der indgår økonomiske, sociale og klimamæssige dimensioner. Det overordnede mål er Ikke at lade nogen i stikken.

I Projekt Ulandshjælp til Selvhjælp (PULS) blev vi meget glade for at se disse mål, da alle vores projekter i Tanzania er inden for rammen af verdensmålene.

Afskaf fattigdom. På grund af stor analfabetisme, er det meget vigtigt at støtte skolegang og uddannelse. PULS har for indsamlede midler bygget en skolebygning, og siden gennem 25 år støttet den lille teknisk skole, hvor eleverne kan blive kok, elektriker eller syerske. Ca. 6000 elever er blevet uddannet her med fine resultater. Desuden har vi medvirket ved etableringen af 12 småskoler, hvor små børn kan blive stimulerede og blive klar til at komme i skole.

Stop sult. Gennem uddannelse giver vi både børn og unge samt voksne en bedre mulighed for at kunne klare sig selv.

Sundhed og trivsel. Gennem 17 år har PULS haft mange landbrugsprojekter, hvor bønderne bliver oplært i at dyrke deres jord med nye metoder, så de får et større og bedre afkast. De fleste bønder i Tanzania er kvinder. Ved sidste evaluering i 2018 fik vi fra myndighederne at vide, at sundhedstilstanden i de fattige områder var højnet betragteligt, og at børnene nu kom i skole. I alt har 1.200 bønder modtaget undervisning over en treårig periode, så hvis man regner husstanden med er det ca. 6000 mennesker, der har profiteret af dette fremskridt.

Kvalitets uddannelse. PULS har på vores hjemmeside udlandshjaelp.dk lagt nogle film om vores aktiviteter. Her kan ses eksempler på tidligere elever, der har udnyttet deres uddannelse fra vores skole. I alle vores grupper undervises der i demokrati, basale rettigheder, relevant lovgivning, lederuddannelse, håndtering af penge – oprettelse af lokale spare/lånegrupper. Landsby- kirker- og distrikts ledere forpligtes til at videreføre projektets arbejde. Vi bygger på de lokale ressourcer. Alle, der modtager vores undervisning skal forpligte sig på at undervise mindst 3 andre i det, de har lært. Dermed sikrer vi spredning af viden.

Ligestilling mellem kønnene. I alle vores projekter er det primære mål at styrke pigers og kvinders rettigheder og muligheder, hvilket sker gennem undervisning. De sidste 13 år har vi arbejdet målrettet på at stoppe kvindelig omskæring i masai området. Til at begynde med var det ret svært, da masaierne er meget traditionsbundne, og vi fik at vide, at ”ingen masai mand ville gifte sig med en pige, der ikke var omskåret”. I dag siger de ”ingen masaimand vil gifte sig med en pige, der er omskåret. ” Så de har indset de helbredsmæssigt grusomme konsekvenser ved indgrebet.

Rent vand og sanitet. I alle vores projekter er det indbygget i undervisningen, at eleverne lærer om hygiejne, og hvordan man selv kan bygge et latrin.

Bæredygtig energi. I elektriker klassen har man flere år undervist i solcelle elementer. For 4 år siden fik skolen solcelleanlæg, da strømforsyningen var meget ustabil. Vores nyeste tiltag er, at få udviklet en solar cooker, så man kan koge mad uden brug af træ eller kul. Sidegevinsterne ved dette er, at man undgår lungeproblemer, sollys er gratis, så man sparer penge. Konstruktionen er billig i anskaffelse.

Livet på land. Gennem vores landbrugsprojekter oplæres bønderne i bæredygtig brug af økosystemer på land, standse udpining af jord, brug af animalsk gødning, vandopsamling og biodiversitet.

Fred, retfærdighed og stærke institutioner. I vores landbrugsprojekter har vi gennem organisering af bønder i grupper støttet udviklingen af civilsamfundet. Nogle af grupperne har oprettet andelsselskaber, indkøbsforeninger og oprettet fælles og individuelle bankkonti.

Partnerskab for handling. Vi har udarbejdet forpligtende partnerskaber med de organisationer, vi samarbejder med for at sikre en bæredygtig udvikling og styrke midlerne til at nå målene.

© Copyright - PULS